Som blot 16-årig blev Anna Kirk Deichmann diagnosticeret med lymfekræft. Dette blev startskuddet til en lang vej gennem adskillige behandlinger og et forløb, der skulle følge hende de næste fem år af hendes liv.
Af Emil Østedgaard Nielsen
Egentlig skulle jeg bare forbi lægen for at få fornyet en recept for et eller andet helt ligegyldigt. Jeg havde fundet den her knude på halsen, men det var ikke noget, jeg havde tænkt videre over. Da jeg er på vej ud ad døren fra lægen, stopper jeg alligevel op og siger: ’Nåh ja, jeg har sådan et underligt ”bump.”’ Det kan jo være en million forskellige ting. Hun mente dog, at det måske lige skulle undersøges yderligere. Dagen efter bliver jeg sendt videre til en speciallæge.
Før alt det her skete, var jeg en helt almindelig 16-årig pige. Der var ikke så meget unormalt i det, jeg nu gik og lavede. Jeg var lige startet i 1. g. og var glad for det. Min linje hed musik, engelsk og psykologi.
Jeg ved ikke, om jeg havde de store drømme, om hvad jeg ville, når jeg engang blev student. Det var sådan voksenlivet, der rigtig skulle begynde. Og så så jeg selvfølgelig frem til friheden. Jeg tænkte, jeg skulle ind og læse psykologi på universitetet. Det var lidt en anden retning, jeg havde dengang.
Skal man altid dø af det?
Der gik ret lang tid, før jeg tog det seriøst. Det var slet ikke i min bevidsthed, at udfaldet kunne være så slemt igen. Jeg var jo forholdsvis ung og havde aldrig haft lignende oplevelser; sådan hvor man bliver hevet ud af virkeligheden. Der var selvfølgelig en lille stemme, der sagde: ”Åh det kunne jo være noget alvorligt.” Men jeg fik ret hurtigt tænkt: ”Ja, men det kunne også være otte andre ting!”
Efter første besøg ved lægen fik jeg foretaget flere prøver. To uger senere fik jeg svar.
Dagen jeg fik det at vide, var jeg sammen med min kæreste. Vi var taget hjem til mig. Da jeg kom ind ad døren, så min mor på mig og sagde med det samme: ’Du skal lige ringe til din læge.’ Så jeg gik ud i haven og ringede dem op. Vi fik snakket lidt sammen, og jeg fik at vide, at det desværre var kræft. Jeg var syg og skulle igennem noget behandling. Samtalen tog jeg faktisk ret fint, men bagefter var jeg fandme ked af det. Jeg tror ikke rigtig, jeg vidste, hvordan jeg skulle reagere på det.
Der var ret mange tanker: Hvad indebærer kemo? Og kræft: Skal man altid dø af det? Modsat var der også noget i mig, der tænkte: ”Fuck, så kan jeg ikke komme på Roskilde!” Jeg kunne slet ikke have det i mit hoved.
Syg på en helt anden måde
Min mor tog orlov i en periode for at kunne være der for mig. Det var nok meget hendes fortjeneste, at jeg kunne få det til at hænge sammen. Hun fik også stablet på benene, at jeg kunne tage på Roskilde alligevel. Jeg skulle selvfølgelig tage nogle forbehold derovre. Det hed bl.a. ingen alkohol, og jeg skulle vente med at tage derover til musikken gik i gang.
Lige da jeg kom, var det meget angstprovokerende. For det første havde mine venner ikke set mig uden hår. Det tiltrækker sig ret meget opmærksomhed. Altså man bliver set som syg på en helt anden måde. Jeg havde lige afsluttet de første to ugers behandling.
Nogle af mine venner vidste i forvejen, at jeg var syg. Men der var også andre i campen, og de havde ikke fået det at vide. Det var ret syret. De kunne ikke genkende mig. Så sidder man der for enden af bordet, og pludselig hører du: ”Skulle Anna ikke komme i dag?” Det var virkelig hårdt.
Du kan ikke gå tilbage
Jeg tænker, at jeg ville have været et andet sted, hvis ikke jeg havde været syg. Når man er 16 år, så tror man, man er udødelig. Det eneste, der betyder noget, er, hvem der kysser med hvem, eller hvornår man skal i byen igen. Den virkelighed blev jeg trukket ud af. Det var slet, slet ikke det, der var vigtigt. Jeg var faktisk ret ligeglad. Pludselig skulle jeg tage stilling til tingene på et helt andet eksistentielt plan. Jeg tror helt sikkert, at det tvang mig til hurtigt at blive voksen.
Jeg tror, der et element af, at folk omkring én tænker, at når den sidste behandling er overstået, kan vi ”ånde lettet op”. Det var bare ikke i overensstemmelse med, hvad jeg følte indvendigt – både fysisk og mentalt. Det var først, da jeg var på den anden side, at det gik for mig, at jeg ikke kan gå tilbage til at være den person, jeg var før. Der var for meget, der var blevet væltet om.
Samtidig var det jo ikke overstået: Jeg skulle til kontrol hver 3. måned, efter jeg var færdig med kemo- og strålebehandlingerne. Det var jeg først færdig med november sidste år. Der var jeg blevet 22.
På et større plan har det nok ændret mine prioriteter. Jeg blev bevidst om, hvad jeg brugte min energi på. Det var ikke verdens undergang, hvis jeg missede en fest eller en fremlæggelse. Jeg fandt ud af, at det ikke var så vigtigt. I stedet begyndte jeg at lægge min energi i det, der gjorde mig glad. I at gøre noget godt for mig selv. Det er et spørgsmål om livskvalitet – og det skulle der fandme være plads til!
Tidslinje:
- Juni 2014: Knuden opdages
- 18. juni 2014: Første kemobehandling
- 29. juni-6. juli 2014: Roskilde Festival
- 16. oktober 2014: Kemobehandlingen afsluttes. Derefter er der løbende kontrol hver 3. måned.
- Juni 2016: Gymnasiet gennemføres
- November 2019: Sidste kontrol. Forløbet afsluttes
Korte tal om kræft:
- Hver tredje dansker får kræft, før de fylder 75 år
- Hvert år får knap 38.000 danskere kræft – det er 103 om dagen eller én hvert kvarter
- Cirka 294.000 danskere lever med en kræftdiagnose
Kilde: Kræftens Bekæmpelse