Kokain virker til at være alle vegne; på klubberne, i medierne, i diskussioner i Folketinget. Nogle mener endda, at det er blevet folkeligt. Men hvad sker der, når stoffet tager over? Hvorfor slipper man det ikke bare? Og hvorfor er det så svært at tale om, hvis det endelig sker? I foråret startede min 19-årige fætter i misbrugsbehandling. Der skulle gå næsten et år, før jeg turde række ud. 

 Af Emil Østedgaard Nielsen 

Prolog: Hvor vi ser hinanden for første gang 

Han er her lige straks. 

Jeg tripper nervøst ved busterminalen i Svendborg. Det er efterår, og 2023 er ved at gå ind i slutspurten. 

Der er gået ni måneder, siden min moster, Karin, fortalte mig, at August var startet i misbrugsbehandling. For kokain og alkohol. I den tid har jeg talt med både hende, min mor, min mormor. Om seneste nyt. Om udviklingen og Augusts tilstand. 

Jeg har ikke talt med ham. 

Bus 930 fra Nyborg nærmer sig perronen. Jeg sætter farten op, mens jeg går på stedet. Døren åbner, og ud træder August, 19 år gammel, i en North Face-bomberjakke. Det krøllede hår er sat med voks. Og en umiskendelig københavner-dialekt, der, uden at undskylde, understreger, at han er et storbybarn og altid har været det.  

– Hva’ så fætter? 
 
Jeg har inviteret ham, det her var min idé. Og jeg er ved at kløjes i det. For jeg vil fortælle hans historie, har jeg sagt i telefonen knap en uge forinden. 

Der har altid vokset en knude i min fætter. Alligevel forstår jeg ikke, hvordan han nåede derud. Hvordan han blev én af de knap 19.000 danskere, der ifølge Danmarks Statistik hvert år starter i misbrugsbehandling, som en af de 20 procent førstegangsindskrevne med kokain som hovedproblem. 

Og jeg forstår ikke, at jeg ikke kan finde ud af at spørge ham, før det drejer sig om at skrive en artikel. Det er jeg flov over. Alt det og meget mere, siger jeg i et kejtet forsøg på at række ud. 

Til min overraskelse, sagde han ja. 

Han svarede, at det måske kunne kaste lys over, hvad et misbrug egentlig er. Hvor banalt det er. Og hvordan det samtidig kan smadre ind i en familie med 500 kilometer i timen og alligevel føles som at se en film i langsomt tempo. 

Derfor sidder vi nu side om side i min sofa, ti års aldersforskel og den her opgave imellem os. Jeg spørger ham, hvor vi skal begynde, mens han åbner en Red Bull og svarer: 

– Jeg er vokset op i et hjem med meget kærlighed – og kræftsygdom. 

Del 1: Hvor sygdom bider barndom 

Du behøver ikk’ at sige undskyld  
For du har gjort mig til den, jeg er 

Rasmus Seebach, Den jeg er 

August blev født i 2004, to et halvt år efter sin storebror, Magnus. 

De voksede op i et hjem af modsætninger; med min moster, Karin, den flippede jyde opvokset på kanten af Randers Fjord. Og med onkel Thomas, en vaskeægte københavner, der trådte sine barneskridt i Nordvestkvarteret i Grundtvigskirkens skygge. 

Det var også der de boede, da Karin fik diagnosen: En tumor på tre gange fem centimeter voksede i hende. Livmoderhalskræft. Det var i 2006. Behandlingen var hård. Men det virkede. 

For at fejre det – og komme væk fra sygdommen – rejste familien til Sydøstasien. Mens August byggede sandslotte i vandkanten med sin bror, virkede hospitaler og kræftknuder langt væk. 

Den blege dreng med det krøllede hår sugede til sig af verden. I Bangkoks gader krammede han alle. Får taget billeder med de lokale. August har alle dage været ekstrovert. Og ekstremt impulsiv. Det var han også den dag.  

Millionbyen summer af mennesker og dyttende knallerter og scootere i alle former og farver. Der i de proppede gader rammer enhver forældres mareridt. Drengen er væk. Panik. 

August er løbet tilbage til hotellet. Han gad ikke shoppe. I receptionen kender de den ultra snakkesalige dreng. Dér bliver han bænket under disken på det hvide klinkegulv mellem ledningerne fra den tunge stationære computer, trygt, mørkt og koldt. 

Sådan finder hans forældre ham, da de en halv time senere vender tilbage efter at have gennemsøgt den halve by. 

Da Karin ser August, begynder hun at græde, mens hun omfavner sønnen, hun troede, hun havde mistet. August græder også. 

– Jeg er ikke væk, mor, jeg er jo lige her. 

Hvorfor så bleg? 

Knap et år efter familien kommer hjem fra Bangkok, får Karin konstateret kræft for anden gang.  

Det starter i brystet og spreder sig til lymfekirtlerne.  De tidligere kræftbehandlinger svækker hende. Hun er den ene promille, der får alvorlige stråleskader. Og hun er allerede blevet opereret 14 gange. 

Karin bliver indlagt på Rigshospitalet. Flere gange om ugen tager Thomas drengene med ind for at besøge hende. 

August undrer sig. 

Hvorfor har hun alle mulige slanger ind og ud af kroppen? Hvorfor er hun så bleg? Hvorfor har mor ikke noget hår? 

Selvom forældrene er åbne og fortæller drengene, hvad der sker, ender det hele med at flyde sammen i barnehjernerne. Sygdom. Sandhed. Historier.  

Opmærksomhed. 

Om aftenen sænker mørket sig på drengeværelset. August sidder i vinduet med musik i ørerne; Rasmus Seebach. Han ser ned på gaden, da Thomas kommer ind for at lægge ham i seng. 

Bag sengen har de to drenge boret et hul med blyanter. Gennem det kan de tale sammen om stort og småt – og afstemme deres historier, når de er blevet sendt på værelset. 

Nu hører August sin far og bror tale sammen. Magnus er ked af det. 

–  Jeg vil ikke miste hende, siger han. 

Mens August ligger der i mørket og kigger op i loftet, begynder han at få en mærkelig følelse i kroppen. En knude vokser i hans mave. Halsen lukker sammen. Som når man er syg og er lige ved at kaste op. 

–  Der gik det op for mig, at min mor var så syg, at hun kunne dø. 

Spørg ikke om det 

Psykologen noterer, drikker kaffe og spørger, hvordan det går. 

–  Jeg har det fint, svarer August.  

Han hader det spørgsmål. 

–  Men din mor har været syg, prøver psykologen. 

–  Ja, ja, men det er jo sket. Det tænker jeg ikke over. 

Bag teflonattituden føler August kun en ubeskrivelig frygt. Ikke ligesom en gyserfilm, hvor det er hurtigt overstået. Snarere en konstant frygt, der trykker. Som han hele tiden bliver mindet om, fordi folk prøver at være søde og spørge, hvordan det går. 

–  Mine forældre havde nok at tænke på. Så jeg lukkede det inde. For mig selv. For vi havde været helt derude, hvor vi havde sagt farvel, fortæller han mig. 

Hans forældre er fuldstændig klar over, hvad der sker. Thomas snakker flere gange med sin søn om, at psykologtimerne skal ses som et frirum. Et sted at lukke op, uden at forældrene får besked. 

Drengen nikker bare. 

Thomas advarer psykologerne om, at de ikke skal lade sig narre. Hans yngste søn ved, hvad han skal sige og har allerede kørt flere psykologer rundt i manegen. 

–  Problemet med August er i bund og grund, at han er knivskarp. Han fandt hurtigt ud af, hvad de kunne lide at høre, siger Thomas. 

Sten i luften 

Børnene i skolen lugter problemer, og Augusts temperament gør ham til et let offer. 

Det starter med drillerier, bliver senere til mobning og overfald. De skubber ham ind under brandtrappen og bombarderer ham med småsten og grus fra legepladsen. 

Han prøver at kæmpe imod, men er ikke stærk nok. 

Imens vokser knuden. Hele tiden. Spænder og vrider sig. Gør ham indadvendt, når han er ude. Og udadreagerende, når han er hjemme. Han skriger. Græder. Slås med sin storebror. 

Den eneste kur er ikke at tænke på den, for så er den der ikke. Under låget koger vandet. Men det ses ikke, hvis man kun kigger flygtigt. 

Mens stenene flyver, lukker han øjnene, vender kinden til og genspiller Rasmus Seebach i sit hoved. 

Sådan står det på, indtil han i 5. klasse starter på Billums Privatskole et kvarters gang fra Lyngby Sø. Det er hans tredje skole. Her falder tingene til ro. 

Efter et år starter en ny dreng i klassen. 

Fortidsportrætter 

Når jeg tænker tilbage på August som barn, stopper jeg altid ved et gammelt billede. Det er et portræt af os. Vi ligger på græsplænen, jeg nederst, han ovenpå, i vores mormors sommerhus i Jylland. 

Det er dagen efter hans 3-års fødselsdag og han smiler stort. Sådan husker jeg ham. Smilende og snakkende. Med en vanvittig fantasi og historier, der ikke kunne blive for store.  

Som fætteren fra Jylland var der meget, jeg ikke så. Jeg husker Karins sygdom som noget forfærdeligt og fjernt. Imens sad August og Magnus på forreste række.  

Da jeg taler med min moster, giver hun meget et andet syn på tingene. Hun sidder overfor mig i lejligheden ved Grundtvigskirken, i polkaplettet kjole og med langt blondt hår, som kræftbehandlingen en overgang forvandlede til sorte proptrækkerkrøller.  

Behandlingen mærker hun stadig. Kroppen tog skade, og hun har i skrivende stund været igennem 66 operationer for eftervirkninger. Men hun lever. 

– Der har ved gud været mange indlæggelser og ambulancer. Og den der virkelighedsflugt. Den er gået hen og er blevet en del af Augusts personlighed, mener Karin.  

Jeg lagde også mærke til et skift i løbet af Augusts teenageår. Pludselig handlede alt om at føre sig frem. Dyrt tøj og dyre vaner. Det hænger sammen med en episode i sjette klasse.  

August er på randen af puberteten, da han igen bliver målet for mobning. Han er vred. Vælter reoler, spytter og slår huller i væggene. Men kun derhjemme. I skolen gør han som altid og bider det i sig. 

Jeg taler også med min onkel Thomas. Han husker, hvordan det ret hurtigt gik op for ham og Karin, at der var nogle problemer med den nye dreng i klassen. 

De prøver alt. De går til skolen, men føler ikke, at de bliver set. De prøver at gå i dialog med mobberens forældre. Det ændrer ikke noget. 

–  Karin er jo Karin, så hun syntes, vi skulle tale om tingene og invitere ham hjem og lege, fortsætter han.  

Med årene er August kommet til at ligne sin far en hel del. Både i udseende og værdisæt. Og hvor min moster bedst kan beskrives som en med bløde værdier, sætter Thomas hellere hårdt mod hårdt. 

En konfrontation er under opsejling. Men på det her tidspunkt aner ingen, hvor langt ud i fremtiden slaget vil runge. Hvordan August snart kører ind på et spor, der om mange år skulle føre til et misbrug. 

Konfrontation 

Efter et år uden forbedring kommer August endnu engang grædende hjem fra skole. Her tager hans far ham til side. 

Han forklarer ham, at hvis man bliver slået og chikaneret, så når man et punkt, hvor man må stå op for sig selv og sige: Hertil og ikke længere. 

– Det er vigtigt, at du starter med at sige stop. Og ellers må du lappe ham en, så han forstår det, fortæller Thomas sin yngste søn. 

Efter endnu en time med drillerier, rejser August sig op i klassen. Vender sig om mod sin plageånd. Siger stop. Da det ikke virker, gør han, som han har lært. 

I de her år skyder August i vejret. Han er høj. Robust. Lyden af slaget må have hængt i luften et stykke tid. 

Da Thomas senere kommer for at hente sin søn på kontoret, siger han demonstrativt, at så kan de jo bruge den følgende dag i biffen. 

–  Det er ikke sådan, at vi glorificerer vold. Og jeg understregede, at han kun slår én gang. Men det var vigtigt, at han ikke skulle føle, at det var forkert. Han fandt ud af, at jeg var der for ham. Vores bånd blev forstærket efter det, husker Thomas. 

Drilleriet stopper, og samtidig bliver August en del af de populære drenge. De respekterer ham for at sætte den anden på plads. Han er 13 år gammel, skyder brystet frem og gør sig hård.  

Han tager magten og holder knuden i brystet fast. Pakker den ind i dyrt tøj, putter voks i håret og får de nyeste telefoner. Han har det godt. Og bliver meget opsat på at gøre tingene rigtigt. Sådan som han synes er rigtigt. 

Hvis folk så den fede jakke, de fede bukser, de fede sko, så de ikke dét bagved, indrømmer August. 

–  Som jo var en meget usikker, meget lille dreng, der havde det ad helvede til. 

Selvmedicinering 

For at forstå, hvorfor Augusts oplevelse i barndommen får så stor betydning senere, tager jeg kontakt til Sidsel Karsberg. 

Hun er lektor ved Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet, og over en ustabil internetforbindelse fortæller hun, at hun lige er ankommet til sit hotelværelse i den svenske by Växjö, hvor hun dagen efter skal holde oplæg om netop det, vi skal tale om: 

Traumer og hvordan de øger risikoen for at udvikle et misbrug.  

I 2021 undersøgte hun forekomsten af traumer blandt 775 unge i alderen 15 til 25 år fordelt på ni behandlingscentre i Danmark. 

Ud af otte forskellige traumetyper, havde 92 procent af de adspurgte oplevet mindst én, mens knap hver femte meldte at have oplevet fem eller flere traumetyper. 

Samtidig fandt hun et sammenhæng mellem antallet af traumeoplevelser og størrelsen af stofforbruget. Jo flere traumer, desto større var forbruget, mens det samtidig var sværere at bryde med. 

– Studiet er ikke banebrydende i sig selv, dette er bare lavet i Danmark, tilføjer Sidsel Karsberg.

Om studiet  Fælles for alle i studiet var, at de var i stofbehandling på et af ni forskellige behandlingscentre i Danmark.  Studiet fokuserede primært på unge med cannabismisbrug. Dette skyldtes, at der ikke var nok med f.eks. kokainmisbrug eller lignende til at differentiere. Men resultaterne kan dog sagtens foldes ud til andre grupper.  De unge havde en gennemsnitsalder på 20,2 år.  • Traumetyperne var mobning, omsorgssvigt, seksuelt overgreb, fysisk overgreb, trusler på liv/helbred, alvorlig ulykke, alvorlig sygdom og dødsfald.  •  92 procent af de unge havde oplevet én eller flere typer traumer, og 22,1 procent havde oplevet 5 eller flere typer traumer.  • Unge med mange typer af traumeoplevelser havde et højere forbrug af cannabis ved indskrivning og reducerede i lavere grad deres forbrug under behandling sammenlignet med unge med få eller ingen traumeoplevelser.  •  Unge med mange typer traumeoplevelser havde lavere trivsel ved indskrivning, men rapporterede samme relative stigning i trivsel under behandling som unge med få eller ingen traumeoplevelser.  •  Unge med mange traumeoplevelser mødte frem til lige så mange samtaler som unge  med få eller ingen traumeoplevelser.  Kilde: Sidsel Karsberg, Center for Rusmiddelforskning

Et andet studie, Sidsel Karsberg har været involveret i, viser, at andelen af unge i Danmark med symptomer på depression, angst, selvmordstanker og lignende er steget fra 4,2 procent i 2014 til 9,3 procent i 2022. 

Det viser også, at hver femte unge, der mistrives, har brugt illegale stoffer inden for den seneste måned, mens det samme gælder for cirka hver tiende af unge, som ikke mistrives eller kun mærker lidt til blandt andet ensomhed, depression og angst. 

Der er adskillige forklaringer på, hvorfor folk udvikler i misbrug, men den mest underbyggede teori er selvmedicineringsteorien, forklarer Sidsel Karsberg. 

En traumefyldt barndom påvirker vores evne til at regulere vores følelser. Uden denne indbyggede følelsesregulering søger man mod noget andet. I Augusts tilfælde blev det mange år senere kokain og vodka. 

– Har man været udsat for noget voldsomt traumatiserende, indtager man de her forskellige rusmidler for at opfylde de funktioner, man mangler, uddyber Sidsel Karsberg. 

Stoffet dulmer måske presset. Men der går ikke lang tid, før det bliver svært at slippe sin nye hjælper. Især hvis man prøver at dulme sin angst og stress med et stærkt afhængighedsskabende stof som kokain. 

–  Har man for eksempel depressive symptomer, virker kokain for nogle helt vildt godt og opkvikkende, mens det for andre slet ikke har samme effekt. Nogle vil også have langt flere negative symptomer og derfor ikke føle samme incitament, mens det for andre er vice versa. 

Derfor er det svært at generalisere om stofmisbrug, understreger lektoren. 

Løber i familien 

Et spørgsmål presser sig. August er ikke den eneste i vores familie, der har haft problemer med at stoppe, når de først er gået i gang. 

For hans mor var det cannabis, der trak. For hendes far var det alkoholen. Selv drak jeg første gang som 12-årig, og som jeg blev ældre har jeg selv haft perioder, hvor byturene ikke måtte stoppe. Hvor stoffer – i alle former og farver – blev brugt til at lukke ned for larmen og holde verdenen på afstand. 

Jeg tager mod til mig, før jeg spørger, fordi jeg frygter svaret: 

– Findes der et misbrugsgen, og kan sådan noget gå i arv? 

– Du finder ikke nogen, der ikke vil sige, at der en genetisk komponent, svarer lektoren. 

– Der er bare forskel på mennesker, når det kommer til, hvor hurtigt dit belønningscenter i hjernen får dig til at gentage en adfærd. 

Nogle er simpelthen mere lyststyrede og risikovillige. Noget jeg har tænkt over, mens jeg har talt med August. På mange måder er han et spejl på mit eget forhold til rusen. Det skræmmer mig, gør mig flov og har afholdt mig fra at række ud. 

Sidsel Karsberg forklarer, hvordan nogle mennesker er født med en nedsat evne til at håndtere stress. Ofte fordi forældrene selv har håndteret stress dårligt, eller fordi de selv har haft traumatiske oplevelser. 

Men netop heraf udspringer en af de mest destruktive fordomme om misbrug, fortsætter Sidsel Karsberg. Nemlig at afhængighed kan forklares som en karakterbrist. 

– Jeg vil gerne gøre op med den stigmatisering, der er forbundet med at have en rusmiddelproblematik. At man skulle være et dårligt menneske, der gør noget moralsk forkert, pointerer hun og fortsætter: 

– Og der tænker jeg traumeforståelsen kan give en del af forklaringen på, hvorfor nogle ender med et misbrug. 

Jeg takker hende. Selvom det måske ikke var helt, hvad jeg håbede på at høre. 

Del 2: Hvor August isolerer sig selv 

Hvor ska’ vi hen? Hva’ der i min næs’?  
Hva’ kan jeg ikk’ få nok af, nok af? 
Op af, op af, op af 

Op A, Ude af kontrol 

Han sætter sig godt til rette. Skruer låget af flasken. Hælder op. Vodkaen smager beskt og billigt i munden og fylder hans krop med lethed. 

Det er forår, 2021, og pandemien holder verden udenfor i et jerngreb. På skærmen kører første sæson af “Exit”. En norsk serie, der følger fire mænd fra den absolutte finanselite og deres grænseoverskridende luksusliv. 

Finansmanden Adam Veile tjekker sine tænder i espressomaskinen, inden han kører til sit kontor i sin Porsche. Han handler aktier. Laver finansmæssige lokumsaftaler. 

Tager til en lejlighed i centrum for at drikke og suge kokain omgivet af luksus escortpiger. 

En skarp kontrast til det tomme efterskoleværelse, hvor den 16-årige dreng har skubbet sengene sammen. August ler for sig selv.  

Rødere end rød 

Fra første gang August besøgte Smededal Efterskole var han solgt. Karin var knap så overbevist. I dag indrømmer hun slet og ret, at det var et mismatch.  

–  Den var rødere end rød, den efterskole. Fedt, hvis det var de værdier, han egentlig higede efter, uddyber hun. 

Det kunne ikke være længere fra. August er mærketøjsdrengen. Er tiltrukket af Ultras-miljøet og hooligankultur. Elsker tanken om en dag at have alle pengene.  

På efterskolen bliver han konfronteret med identitetsspørgsmål, vegetarisme og i særdeleshed et forsvar for at stå ved sin sårbarhed. 

De andre elevers tanker om inklusion ekskluderer min fætter, der ikke uden diskussion godtager deres holdninger. Giver han først slip nu, falder han. For evigt. Han skubber tanken ud af hovedet.  
I stedet isolerer han sig. Han er dog ikke helt alene. 

Han bliver en del af Nørrebrodrengene, der ser de “venstreorienterede” som en skrøbelig flok, der bruger deres holdninger til at opdele verden i en korrekt og ukorrekt opfattelse. 

De venstreorienterede ser til gengæld Nørrebrodrengene, som en gruppe, der ikke respekterer andre og bare er til besvær, når de smider deodorantbomber ind til hinanden, og når de nægter at acceptere at bruge det kønsneutrale hen. 

–  Hvis man stillede spørgsmålstegn ved noget af det, de sagde, blev man fuldstændig savet over, husker August om sit år på efterskole. 

Exit Alene 

På sit værelse finder han et helle. Siden hans værelseskammerat droppede ud tidligt på året, har han boet for sig selv. Der er Hornsleth- og FCK-plakater på væggene. Et par breve fra mor og far: Hvordan går det? 

Ikke så godt. I 2021 har knuden i brystet rodfæstet sig. Derfra sender den metastaser ud i hans sind. Han ved det ikke endnu. Det gør ingen. Men om et par år vil han blive diagnosticeret med en depression. Den starter her.  

Det er i denne periode, han for første gang drikker alene. En billig flaske vodka og et stjålet glas. En lille hemmelig nydelse. En nydelse, han deler med karaktererne i “Exit”. Men det er ikke kun det, han deler. 

Hos de norske hyper-kapitalister oplever han en verden, hvor du ikke skal bøje dig for nogen, og hvor du – uden at undskylde – tager det, du ønsker af livet. Hån er det eneste, de har tilovers for svaghed. Hvis følelserne var et organ, havde de for længst fået det amputeret. 

–  Der finder jeg ligesom en accept. 

Særligt karakteren Adam Veile, den kølige forretningsmand med det borende blik, tiltrækker min fætter. Ironisk nok er han ikke den eneste. Skuespilleren bag rollen Simon J. Berger har sidenhen fået flere gange fanmail fra unge drenge, der ville være som ham. 

Som Veile tjekker sine tænder i den blankpolerede espressomaskine om morgenen, tjekker August sit hår en ekstra gang, inden han går ud ad døren. 

Og i finansmændenes liberale tilgang til rusen mærker han en hypnotiserende effekt. De vælter sig i sprut og sex. Den totale rus uden undskyldninger. Kokainen virker som nøglen. 

Han mærker alkoholen i sit blod. Føler sig afslappet, ligeglad og opstemt. Jeg ser for mig, hvordan han har siddet alene i halvmørket med halvblanke øjne. På et teenageværelse på efterskolen. 

Jeg får lyst til at skrige. Råbe til ham, at han skal stoppe nu, inden han kommer i frit fald. 

Imens tager August endnu en tår. 

Pletten kan ikke fjernes 

Der er en følelse, jeg ikke kan slippe under mine samtaler med August. En nagende fornemmelse af, at jeg rører ved noget pinligt, forbudt og privat. 

Det er den selvsamme følelse, der fik August til at frabede sig at optræde med fuldt navn. Af frygt for at fremtidige arbejdsgivere ville kunne søge ham frem. Som misbruger. 

Det er nu ikke så underligt igen, mener Henrik Vigh, professor ved Institut for Antropologi ved Københavns Universitet. 

–  Misbruget er et tabu i vores del af verden, fordi man forventes at være funktionel og bidragende til samfundet. Når man er misbruger, kommer man til at prioritere noget andet end at være en duelig samfundsborger, fordi stofferne fylder så meget – især kokain, siger han. 

Jeg har kontaktet professoren, for at finde ud af hvorfor der er nogle ting i livet, vi undgår at tale om. Og hvorfor jeg selv har udskudt at tage kontakt til August i et år. 

Antropologisk set findes der ingen kulturer, der ikke på en eller anden måde søger rusen, fortsætter Henrik Vigh. Men lige så ofte bliver rusen et tabu, når den søgende mister kontrollen. 

Tabuer er med til at opretholde den sociale orden. Det er en slags streg i sandet, der viser hvor langt, vi kan gå, før vi falder ud over kanten. Derfor er det tit det farlige – som et stofmisbrug – der bliver tabuiseret. 

Overtræder man den linje, bliver man straffet og stigmatiseret, så samfundet kan genoprette ordenen – og sikre sig, at andre ikke finder på at bryde den fremover. 

– Man bliver ikke set som det menneske, man prøver at være. Man bliver set som det stigma, man har. Når folk taler om ham i familien, taler de ikke om ham som den søde fætter, men som ham med kokainen, uddyber Henrik Vigh. 

Positionsafhængig 

Jeg forklarer, hvordan en stor del af Augusts historie spiller sammen med den norske serie “Exit”. Den burde da være tabu, hvis kontroltab er forbudt, ræsonnerer jeg. 

Alligevel var den en uhørt succes i forhold til seertal, og da det allerførste afsnit blev vist, så 2,2 millioner nordmænd med – heraf en fjerdedel i alderen 19 til 29 år. Det viser en rapport fra Nordvision, der dækker over mediesamarbejdet mellem de fem største nordiske public service-selskaber, herunder DR. 

–  Det er et meget interessant eksempel, for måden et misbrug bliver tolket på afhænger af din position i samfundet, forklarer Henrik Vigh. 

Han giver et eksempel. Tag rigmanden, der klarer sit job, har magt og succes, men også har en konstant funktionspromille. 

– Så kan det godt være, at du socialt set er totalt håbløs på grund af dit misbrug; folk lægger alligevel størst vægt på din funktionalitet og din position. Den sociale status bliver som en lynafleder: Har du en høj social status, er du en levemand. Har du ikke, bliver du set som misbruger. 

Potentiale for misbrug 

Jeg kommer i tanke om en episode, der udspillede sig om aftenen, mens August er på besøg. Da vi har færdiggjort første del af interviewet, sidder vi i fællesrummet i baggården. Nogle venner kommer forbi. De har medbragt et par øl og bourbon. Ikke meget. 

August er i denne periode så småt begyndt at få lov at gå i byen igen under kontrollerede forhold. Den er hans familie med på. Alligevel kigger vi hinanden i øjnene, et sekund længere end jeg ville med enhver anden, da min ven spørger August, om han vil smage på den der Jack D. 

August ser på mig. Som for at spørge: Hvad siger du? Og jeg er i tvivl, men giver mig og siger, at han bare lige kan smage en smule. Mine venner ved ikke, hvad der er foregået. 

Man kan smide sit misbrug, blive ren og gøre en indsats for at genvinde kontrollen. Du vil stadig være mærket – måske endda i dine nærmestes øjne.  

–  Når man først har været helt derude, bliver man set som en med et potentiale for misbrug. Det er sjovt nok også sådan mange behandlingstiltag virker. Du kan først gøre noget ved det, hvis du erkender, at du har det potentiale til evig tid, forklarer Henrik Vigh. 

Af samme grund ser man ofte, hvordan tidligere misbrugere arbejder ekstra hårdt for at overbevise omverdenen om, at de har lært af deres fejl. De begynder at spise sundere, træne mere og være mere afholdende end gennemsnittet. Alt sammen for at skjule sit stigma. 

Henrik Vigh mener, det skyldes, at vi tænker i potentialer. Den tidligere misbruger kunne falde tilbage. Den tidligere kriminelle kunne gøre mig ondt. 

–  Vi er gearet til at prøve at forudsige risiko. Derfor læser vi folk fremadrettet. Men i virkeligheden har vi jo alle svært ved at kontrollere os selv. Det er et spørgsmål om grad, og det afhænger tit af, hvad du kommer fra og forsøger at løbe væk fra, siger han. 

På trods af at det på mange måder kan virke som en aftabuiseringens epoke, er der ifølge Henrik Vigh ikke noget, der tyder på, at det er blevet lettere at arbejde sig ud af et misbrug i social forstand. Hvilket er hårdt, indrømmer han. 

–  Jeg er ikke en skid religiøs, men den der sætning, “Lad den uskyldsrene kaste den første sten”, er måske rigtig nok. Vi skal overveje, hvordan vi selv står overfor de mennesker, vi ser omkring os. 

Del 3: Hvor August finder sin plads 

Mon alle de her nætter ka’ betal’ sig?  
Alle de her fester, de her damer  
Prøver bar’ at løb’ væk fra satan 

Gothersgade, Artigeardit 

August og jeg holder en pause i interviewet. Jeg spørger ham, hvad han egentlig lavede, når han var på coke. Han tager sin telefon frem og begynder at vise videoer. 

Den første viser to piger med bukserne trukket ned med baner linet op på ballerne. Min fætter kommer til syne, det krøllede hår afslører ham. Han fører en seddel til næsen og suger. 

Mens vi taler, får han en besked. 

“Nu hvor vejret er gråt, er der brug for noget til at lyse hverdagen lidt op,” lyder salgsteksten. 

Selvom han skiftede sit nummer for lang tid siden, er det som om sælgerne altid finder dig. Har du først skrevet, har de dig. Han sletter den med det samme, efter jeg har afskrevet beskeden. 

–  Ellers bliver det for svært ikke at falde i, siger han. 

Om at finde sin stamme 

Der går ikke lang tid fra, at August starter på Lyngby Handelsgymnasium, før han befinder sig blandt de dyre drenge fra Hellerup, Birkerød og Holte. Det kunne ikke være længere fra hans efterskoletid. 

Hans forældre ser en mærkbar forandring. Han blomstrer op, hvor efterskolen havde efterladt ham skuffet og frustreret. 

Han er startet på linjen Afsætning og virksomhedsøkonomi. Han vil være ejendomsmægler, så de tre år skal bare overstås, så et sabbatår, og: 

–  Derefter videre på CBS og læse en finansøkonom med ejendomssalg og vurdering, tilføjer han. 

Fra den første sensommeraften, hvor han bliver inviteret med til en ungdomskamp mellem fodboldklubberne Skjold-Birkerød og rivalerne fra Hillerød, er han solgt. 

Han forfester i et enormt liebhaverhus med en Porsche Panamera stående i garagen ved siden af en Mini Cooper Works. Med spabad i haven og udsigt over søen. Dyre designermøbler og panoramavinduer. Det er alt, hvad han ønsker sig. 

Drengegruppen henter vodka fra vinkælderen og tømmer den ene øldåse efter den anden. 

Hen på aftenen går de videre. Klædt i strik fra Fendi, Carhartt, Valentinosko, med Gucci-punge og Luis Vuitton-tasker. 

–   Vi gav nul fucks for folk omkring os. De måtte leve med det. Fuld fart frem. Drikke en masse vodka. De var alt det, jeg gerne ville være, fortæller August og har svært ved at skjule sin begejstring. 

Drengene i gruppen ler ad de samme ting som ham. 

Når Adam Veile fra “Exit” undlader at fortælle sin skrukke kone, at han er steriliseret. 

Når Leonardo DiCaprio fra sin yacht smider pengesedler efter FBI-agenten i rollen som børshajen Jordan Belfort i filmen “Wolf of Wall Street”. 

–  Vi tænker ikke rigtig over, hvad de gør ved dem omkring dem. Vi ser ned på andre mennesker. Føler os bedre. Tingene går bedre. 

Knuden er der stadig, men han fortæller sig selv, at han er på toppen af verdenen. Han er manden, der skal erobre dén – og med den frygten og selvhadet. 

–  Men jeg er en dreng fra Nørrebro. Jeg har ikke en overflod af penge. Dyre ting er ikke noget, der går igen i min familie. De ting vi har, sparer vi sammen til. Sådan er det ikke hos dem. Vil du have noget, køber du det. 

Han ved, han ikke er ligesom dem. Men så længe han er blandt dem – er han.  

Jaloux konkurrence 

Vi forlader August for nu. Først må jeg tale med Augusts storebror, Magnus. Derfor er jeg taget til København.  

Vi mødes hjemme ved min moster. Han sidder i en lænestol, lidt hæs og i en sort t-shirt fra BLS Hafnia, en gammel sølvkæde om halsen. 

Da de var yngre, var de konstant på nakken af hinanden. For Augusts vedkommende fordi han altid har følt sig i konkurrence med sin storebror. I skolen. I popularitet. Om deres forældres kærlighed. 

Den betragtning får Magnus til at smile. 

–  Jeg er glad for, at han føler, han kan se op til mig, men det er også lidt åndssvagt, for jeg har fandeme ikke været perfekt, siger han. 

–  Han har jo været god på alle mulige andre planer. Han er så meget mere kreativ end mig og out-going. selvom han har lavt selvværd, har han stadig været den, der buldrer fremad, hvor jeg er lidt mere tilbageholdende. 

Brødrene genfandt hinanden det år, August kom hjem fra efterskole. Året væk fra hjemmet havde ændret ham. De var blevet mere ens. Delte de samme værdier. Så de samme serier. Tænkte de samme tanker. 

–  Vi har aldrig været så tætte, som vi var i den periode. Det holder ved i dag. Vi vil gøre alt for hinanden, understreger han. 

Den sommer har de lejligheden for sig selv. Der er stadig restriktioner på nattelivet på grund af covid-19. Deres forældre er ofte på Langeland af hensyn til Karins helbred. Drengene er 17 og 19 år.  

De fester en del. 

I løbet af gymnasiet har Magnus haft en rolle i en større dansk film. Han er blevet en del af den dyrere ende af Københavns klubscene. Kokain prøvede han første gang på Lyngby Handelsgymnasium. 

Det var dog først, da han blev student, at han begyndte at tage det mere regelmæssigt. Hans forældre aner intet. 

–  Kokain har altid stået for mig som meget dyrt. Samtidig er det ikke noget, jeg bare skal. Der er noget socialt i det. Det er lidt farligt og, uha, nu er vi seje, mig og mine venner, siger han. 

–  Hvis jeg skal tælle, er vi på den gode side af 50 procent af min omgangskreds, der har taget kokain inden for den sidste måned. 

August ser på sin bror, og den gamle jalousi vækkes til live. Og som Magnus pointerer, så er August typen, der ikke er bange for at buldre fremad. 

Den 7. januar 2022 med sin storebror ved sin side prøver August for første gang kokain.  

Han er 17 år gammel. 

Grænselandet 

Klokken er lidt over ti om aftenen den 7. januar 2022. August ligger i sin seng. da hans telefon vibrerer. Det er hans storebror. 

– Hvad laver du, spørger Magnus. 

–  Ligger i sengen. 

– Nå, jeg tror det er bedst, du står op. Der kommer en masse mennesker lige om lidt. 

Corona er stadig en del af den fælles bevidsthed, og der skal gå endnu en måned før restriktionerne bliver endegyldigt ophævet. 

Derfor er Karin og Thomas endnu engang på Langeland. Derfor er August alene hjemme. Derfor lukker værtshusene tidligt. Og derfor har Magnus nu inviteret hele baren med hjem til efterfest. 

August handler hurtigt. Han tænder det fastinstallerede festlys i stuen. Indstiller det til blåt. Der er Sonoshøjtalere i hele lejligheden, og snart kører musikken fra rum til rum. 

Kort tid efter parkerer seks store taxaer udenfor, 40 til 50 mennesker strømmer ind og forvandler lejligheden til en fest. 

Midt i alt dette tager en gruppe fyre fat i Magnus. De nærmer sig de 30 år. Selv er han kun lige fyldt 20 år et par måneder forinden. 

–  De spurgte, om det var okay, de tog kokain her, hvilket jo egentlig var vildt hensynsfuldt. Jeg sagde ja, jeg gør det også selv. Og så spurgte de, om jeg ville være med til at tage en streg, husker han. 

Det er blevet en rigtig fest, så Magnus siger ja. Tager en. Tager to. August tager på et tidspunkt fat i sin storebror. Han er lige blevet tilbudt kokain. Og han vil være med. De står på Augusts værelse i kælderen. 

–  Enten gør jeg det her, hvor du kan være med, og hvor vi kan snakke sammen om det. Eller også gør jeg det bare uden dig, siger August. 

Først siger Magnus nej. Så fedt er det ikke. I dag kan han godt se, hvor dumt det lyder, når han selv står med store pupiller og en kæbe, der kører. 

–  Men jeg kender ham godt nok til at vide, at han kommer til at gøre det alligevel. Her kunne jeg mærke og smage, at det var god kvalitet, så jeg sagde okay, husker Magnus. 

Musikken dunker fra højtalerne ovenpå. August sætter den stramt rullede halvtredser til næsen. Han har glædet sig længe til det her. 

Han er omgivet af folk, der er ældre end ham, og på glasbordet ligger resterne af det hvide pulver, der nu forsvinder op i Augusts næsebor, sætter sig i hans slimhinder, bliver optaget i hans blod og fylder hans mund med smagen af benzin. 

Han tager fat i Magnus og siger, at han kan mærke det. Magnus svarer, at der er gået 30 sekunder, måske han lige skulle lade det ramme først. 

 Det sociale stof 

Et halvt år senere går August i byen i hvert fald to gange om ugen. Det er dyrt nok i sig selv. Ved siden af kommer kokainen. Den er hurtigt blevet fast tilbehør, når han er ude. Til en pris på 1000-1200 kroner per aften. 

Han stormer ud fra toilettet på natklubben Dorsia et sted i Indre By. 

Hans mund smager af benzin. Det er okay. Smagen forsvinder snart. Han kan sagtens nå at tømme ti vodka og Red Bull på en aften. Alt sammen betalt. 

Til hans forældres fortrydelse er han blevet promoter på klubben. 

En “stilling”, der gives til kendte ansigter i byen. Ansigter, der kan overbevise folk om at feste på lige netop deres klub. For hver 30. person, der nævner Augusts navn i døren, får han en flaske i baren som belønning. Den aften har han et par stykker. 

Og det er godt. 

På hver bytur køber August tre gram kokain. Kan han ikke skaffe noget, bliver han hjemme. Alkohol er ikke nok længere. Han bliver for fuld og bliver nødt til at balancere effekten ud. 

Kokain er sjovest at tage med andre, så de to gram deler han ud af. Det ene tager han selv. Godt og vel en pose. 

Mens Gothersgade pumper ud over den dansende masse, står August blandt de andre drenge fra handelsskolen. De danser på bordene. 

Selvsikkerheden løber som svedperler ned over hans ansigt, mens han hælder vodka i munden på de piger, de udvælger sig blandt aftenens klientel. Lokker dem med gratis alkohol. Kalder dem flaskeludere bag deres ryg. 

Jeg spørger ham, hvem han er på coke. 

–  Den August, jeg tror, jeg gerne vil være. 

– Hvem er det? 

– Den August, der har styr på livet. Mange penge. Gode karakterer i skolen. Et stort netværk. En, der fester, hygger og er sammen med sin familie. 

– Hvem er du til daglig? 

– Der er jeg en August, der ikke har super meget at lave. Mit liv begynder lige så stille at se mørkere og mørkere ud. Dagene bliver mindre lyse. Humøret falder. Overskuddet falder. Energien falder. Glæden, generelt, falder. 

Herfra går det stærkt.  

Kokain i vandet 

Mens August festede på Dorsia i København K, undersøgte Det Europæiske Center for Monitorering af Stoffer og Stofafhængighed (EMCDDA) spildevandet fra rensningsanlæg i 104 europæiske byer for spor af kokain foruden amfetamin, methamfetamin, MDMA, ketamin og cannabis. 

Konklusion lød, at der var en “fortsat stigning i detektion af kokain” – også i København. En tendens, der har stået på siden 2016. Der er sågar blevet talt om demokratisering af stoffet. 

Det skyldes blandt andet, at prisen er faldet fra 2000 kroner per gram til 600 kroner på 20 år, skriver det private behandlingstilbud Dansk Misbrugsbehandling. Det er hønen eller ægget – udbuddet og efterspørgslen er der. 

I 2021 beslaglagde EU-medlemsstaterne en rekordstor mængde på 303 ton af det hvide pulver. Tal fra EMCDDA viste samme år, at 3,5 millioner europæere havde et forbrug af kokain. En firdobling over de seneste to årtier. 

Imens er renheden bare steget. Så meget, at Sundhedsstyrelsen sidste år udsendte en advarsel om, at kokainens renhed er steget fra 25 procent i 2013 til knap 73 procent. Med større renhed følger både en større risiko for afhængighed og overdosis. 

Med disse ting i baghovedet ringer jeg til Isabella Koppel. Hun har mere end 20 års erfaring indenfor feltet og har siden 2016 været leder af Stofrådgivningen for Unge hos Novavi, en non profit fond, der beskriver sig selv som “Danmarks største udbyder af stof- og alkoholbehandling.” 

Isabella Koppel har også bidt mærke i kokainens popularisering. Blandt Stofrådgivningens unge vurderer hun, at hver fjerde henvendelse involverer kokain i en eller anden grad. 

– Her kan hashen være hovedstoffet, mens de har kokainforbrug ved siden af, hvis altså ikke det er det primære. 

Det er meget typisk, at forbruget sjældent holder sig til én ting, og kokain kommer som regel med alkohol. 

–  Det starter ofte til en fest. Der spiller de to godt sammen, fordi kokainen dæmper alkoholens virkning. Du føler dig ikke lige så fuld, og du føler dig mere i kontrol, forklarer Isabella Koppel. 

–  Men på et tidspunkt bliver alkoholen triggeren, der siger: Hov, vi skal også have noget kokain, for det plejer vi. 

Rammer alle 

Det er svært at tale om “en typisk klient”, mener hun. Novavis Stofrådgivning henvender sig til aldersgruppen 15 til 30 år. 

Her ser hun både helt unge, der på relativt kort tid opbygger et massivt kokainmisbrug efter første gang til en fest. 

Sårbare unge, der bruger kokainen selvmedicinerende til at kontrollere eksempelvis angst eller depression. 

I den ældre målgruppe ser hun personer med arbejde, familie og bolig, der går fra et rekreativt forbrug til pludselig at tage stoffet, hver gang de skal præstere på jobbet eller føler sig stresset. 

Fælles for dem alle er skamfølelsen og løgnene. Både for sig selv og andre. For selvom kokain er blevet langt mere udbredt og acceptabelt, er det langtfra normalt, understreger Isabella Koppel. 

–  Vi har alle et ønske om at være den perfekte far, søn eller datter. Når du får et misbrug af kokain, krakelerer det billede. Det føles som en løgn og et kontroltab, og det kan være utrolig skamfuldt. 

Alligevel oplever Isabella Koppel, at der er sket en positiv udvikling over de sidste ti år. Nu har nærmest alle kommuner en form for behandlingstilbud til unge. Samtidig ser hun, at de unge selv er blevet bedre til at opsøge dem. 

–  Generelt er det blevet mere acceptabelt at sige, at man har brug for behandling, siger Isabella Koppel og tilføjer: 

–  Derfor er det vigtigt, at folk ved, at man har ret til behandling indenfor 14 dage. Selvom det ikke altid er noget, der bliver annonceret fra kommunernes side. 

Alle har ret til gratis behandling.   Kommunen har pligt til at tilbyde alle borgere behandling, hvis de har et behandlingskrævende misbrug. Det gælder ambulant behandling, hvor man – for det meste – kommer en gang om ugen.   Behandlingen skal tilbydes inden for 14 dage, efter man har henvendt sig.   Du har også ret til frit valg. Det betyder, at man sagtens kan sige nej til behandling i det kommunale misbrugscenter til fordel for et privat tilbud. De eneste krav er, at behandlingen er ambulant og godkendt af det sociale tilsyn.  Derudover er der dag- og døgnbehandling. Det skal bevilges via kommunen. Oftest vil de sige, at man som minimum skal være i ambulant behandling først, for at se om det virker.    Isabella Koppel, Novavi

Del 4: Hvor sporet knækker 

Jeg stopper i går
Stopper i dag
Stopper i morgen

Kaffe og MDMA, Balstyrko 

–  Er August herinde? Vinduet er åbent, August er væk, udbryder Karin.  

Hun har flået døren op ind til gæsteværelset, hvor Magnus har overnattet. Hendes ældste søn ryster på hovedet.  

Der er gået knap et år, siden August tog sin første bane. På den tid er hans forbrug eskaleret. 

Et halvt år tidligere fandt Karin kokainrester på sit makeupspejl. I løbet af efteråret forsøgte hun sammen med Thomas at holde August fra at gå i byen.  

Lige efter nytår købte han for 6500 kroner kokain på kredit og tog det hele. Var ligeglad med at vågne igen. Havde ikke pengene. Efter det startede han i behandling. 

Nu er det marts, og August virkede påvirket efter at have været i Parken med nogle venner aftenen forinden. For ikke at blive fristet – og få fred fra sine forældre – havde han selv afleveret sin telefon.  

Men på hans computer kan de se, at han har haft kontakt med forskellige folk ude i byen. På jagt efter kokain. 

Klokken er syv om morgenen, Magnus står i stuen og aner ikke, hvad han skal gøre. Han har ikke engang nået at få tøj på. Står bare der i underbukser og er sikker på, at nu er det sket. 

–  Der er de her ti minutter til et kvarter, hvor jeg er ret sikker på, at jeg ikke kommer til at se min lillebror igen, husker Magnus. 

Natlige beskeder 

Allerede i sommeren 2022 fik jeg mine første natlige Messenger-beskeder fra August. De første kom klokken 02.45. De er senere blevet slettet. 

Derfra lyder det nogenlunde sådan her: 

–  Ude og buldre, skriver jeg.

Han svarer: 

–  Ikke rigtigt. Der er tilføjet en grine-emoji. 

–  Helt klart. Jeg er overbevist. 

–  Ja, det kan jeg mærke. To grine-emojis. 

Jeg har sat min computer frem foran August. For at spørge til beskederne, han sendte til mig og andre i familien. Om han husker dem. Det gør han kun halvt. Han har nok været på kokain. Det var han tit i den her periode. Hvis han altså ikke var fuld. 

–  Jeg var meget ensom i den periode, siger August. 

Når jeg ser beskederne i dag, sparker jeg mig selv over benet. For hvorfor gjorde jeg ikke noget? I bedste fald talte jeg med min mor, der også havde fået opkald. Mere gjorde jeg ikke, og nu spørger jeg mig selv, om jeg var den gode fætter? 

Det er på samme tidspunkt, Karin finder kokainrester på sit spejl. August benægter uden at blinke. Thomas vil ikke tro det. Alligevel køber Karin en narkotest. Konfronterer sin søn, da han kommer hjem. Beder ham lægge en urinprøve, der selvfølgelig er positiv. 

–  Wow, det havde vi ikke set komme. Øh jo. Det bliver starten på, at problemet eskalerer, fortæller hun. 

De går i panik. Forbyder ham at gå i byen og tvinger ham til at stoppe som promoter på Dorsia. Han mister lige så stille kontakten til festmiljøet – og sine venner. 

Karin indrømmer gerne, at hun ikke reagerer hensigtsmæssigt. Bestemt ikke. Hun reagerer på den eneste måde, hun mener, er den rigtige. Og det er grænser. 

Det udvikler sig til skænderier flere gange om ugen. Anklagerne flyver frem og tilbage mellem mor og søn. Hun kalder ham doven. Mener han pisser på familien. Han mener hun er et offer, der bruger sin sygdom til at give alle dårlig samvittighed.  

–  Det der rent faktisk sker er, at vi begynder at afskære August. På det tidspunkt har han en depression, som ingen af os ser, og der sætter vi bånd omkring ham og strammer endnu mere, erkender Karin. 

Forsvinder ind i sig selv 

Han føler sig ensom, men fortæller sig selv, at det er sådan, han vil have det. At det er der, han har det bedst. 

Kokainen kan ikke længere vente til festerne. Han er blevet tørsuger, som han siger, og tager stoffet uden alkohol. Uden at være i byen. 

Torsdag, fredag, lørdag. Gerne fem til seks gange om måneden. Vågen hele natten, mens han ser “Wolf of Wall Street” og “Exit”. Han kan replikkerne udenad, spoler frem og tilbage mellem scener, hvor der bliver taget kokain. 

Tager en bane sammen med DiCaprio og Adam Veile. Luller sig ind i sit high og drømmer om, at han står blandt dem. Urørlig i sin hvide rustning. 

Han bruger alle sine penge. 3000-4000 kroner hver måned på coke. Alkohol er en 800-900 kroner. Pengene låner han af venner. Ellers får han stoffet på kredit. 

Når Thomas og Karin spørger, hvorfor han aldrig har nogle penge, svarer han: byture, grillmad, cafébesøg. 

–  Det er så tit, jeg kan komme til det. Op til weekenderne begyndte jeg at tænke på, hvor jeg kunne skaffe nogle penge, låne og så videre, fortæller August. 

I denne periode forsvinder der også penge fra Thomas’ jakkelomme. 

Når han ikke suger, drikker han. Det har han gjort i et par måneder. Det startede med et glas vin efter skole. 

Nu starter dagen med et skud vodka, fra en af de seks flasker han har gemt i skuffer, kommoden eller under sengen. Flere gange ugentligt fylder han sin halvliters-vandflaske fra Netto med vodka og saft. 

Fra sin plads bagerst i klassen glor han med slørede øjne på tavlen. Han føler sig omgivet af mørke, mens dagene flyder sammen. Han fortæller sig selv, han er svag. Og forstår ikke, hvorfor han har det dårligt. Om det er skolen, der stresser ham for meget? Magnus kunne klare det, så det burde han også. 

Jeg spørger, hvad han ville have svaret, hvis jeg på der her tidspunkt havde påpeget, at han havde et misbrug. Han ville have leet af mig. 

–  Kokain og vodka ser jeg som den eneste løsning på mit problem. Det holder mig oven vande og gør mig i stand til at tage i skole om morgenen, være sammen med mine venner, smile en gang imellem. Det er det eneste, der gør mit liv bare en lille smule udholdeligt, indrømmer han. 

Har du selvmordstanker?    Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.  Telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05. Mailrådgivning og chatrådgivning: For at se åbningstider og for at skrive, gå ind på www.livslinien.dk

– Det er psykiatrisk, vi skal nu 

Den nat er det koldt og vådt. Om nogle timer åbner Karin døren til ind til Magnus og spørger, hvor August er blevet af. Det er marts 2023, og med coke i blodet går August gennem den sovende by.  

Gennem en let tåge ser han lyssignalerne skifte. Én enkelt drift fører ham. Et mål. At komme ned på Viggos Bar på hjørnet af Frederiksborgvej og Landsdommervej. Få fat i alkohol. Stoffer. 

Han er startet i misbrugsbehandling. Og Karin og Thomas holder skarpt øje med ham, især da han om aftenen virkede påvirket efter at have været i Parken. 

Han købte sig fred ved at aflevere sin telefon, så han ikke blev fristet. Derfor er han i tvivl om han overhovedet har penge.  

Da han træder ind på Viggos begynder han målrettet at nasse sig til, hvad han kan få. Men stemningen er ikke, hvad han søger, så han tager videre til Nørrebros Runddel. Går over til hæveautomat. Sætter kortet. Til hans overraskelse er der bid. 

Med 600 kroner på lommen går han ind på Café Runddelen. Klokken er tre om natten, og alle er gået, så han bestiller to øl og bunder. Øllene giver en ro i kroppen. Dæmper kokainen han tog tidligere i Parken. Baren lukker, så han prajer en taxa tilbage til Viggos. 

Da de endelig lukker, stavrer August videre sammen med to stamkunder, en hærdet veteran og hans nevø. Sidstnævnte er typen med ar i ansigtet og tatoveringer op ad armene. 

Mens solen står op udenfor, spiller de billard i et beboerrum, mens de taler om at skaffe noget coke. August forsøger igen at hæve penge, men bliver denne gang afvist. 

Stemningen skifter. 

– Jeg ska’ bare ha’ de penge. Dem må du så bare få fat i, jo. Det ka’ være jeg bare skal smadre dig nu i stedet for, siger nevøen og puster sig op. 

August er så påvirket, at han ikke rigtig føler noget. Han kan se at klokken er mange. Han skal i skole om lidt. Så han undskylder, og siger han vil komme tilbage med 5000 kroner senere. Som en dummebøde. 

Klokken syv står Magnus søvndrukken i stuen og er sikker på, at hans bror er endegyldigt væk.  

Han kigger fortvivlet ud ad vinduet. Der ser han sin lillebror med en promille, der senere blev målt til 1,5, i færd med at snige sig uset ind ad fortovsristen ned til sit værelse. 

Magnus ryster på hovedet. Trykker pegefingeren til tindingen som for at sige, “hvad fanden laver du?” 

August hører sine forældre fra hoveddøren. Glem det der, og kom så ind, siger de. Så snart han sætter sig i sofaen, bryder han sammen. 

–  Det er som om, alt det jeg havde bygget op, det bare knækker, husker August. 

Karin ser på Thomas. Så siger hun: 

– Det er psykiatrisk, vi skal nu. 

Er, ikke endt 

Mens jeg lytter til Augusts fortælling, kæmper jeg en indvendig kamp. For hvorfor kunne han ikke bare stoppe, hvorfor blev han ved, når det tydeligvis bragte ham længere ned? Hvordan ender man der – i et misbrug? 

Det er jeg ikke ligefrem stolt af. 

Derfor ringer jeg til privatpraktiserende psykolog Helle Lindgaard. I over 20 år har hun beskæftiget sig med, hvordan misbrug påvirker de pårørende omkring misbrugeren. 

Både som forsker hos blandt andet Center for Rusmiddelforskning og som faglig leder i TUBA, der tilbyder gratis rådgivning til børn fra misbrugsfamilier. 

Allerede før jeg når at spørge, bider hun fast i mine ord. Nemlig “ende i et misbrug”. 

–  Han er jo ikke “endt et sted”, han “er et sted”, som han forhåbentlig skal videre fra. Retorik er enormt vigtigt, fordi det bliver definerende, retter hun. 

Det er vigtigt at bryde med myten om, at personen med misbruget selv er ude om det, fortsætter Helle Lindgaard. 

–  Det er rigtigt nok, at det i starten er et valg at tage stoffer. Problemet er, at man bliver hængende, fordi stoffet eller alkoholen fysisk ændrer hjernen. Det hæmmer simpelthen evnen til at komme ud af det. 

–  De tror, at de passer fint ind i verden, selvom alt er kaos omkring dem. Og så kommer benægtelse og løgn. Det er faktisk en ret vigtig viden, påpeger hun. 

Af samme grund, vurderer Helle Lindgaard, at otte ud af ti, der henvender sig hos hende, er pårørende, der kommer på vegne af personen med misbruget. 

Hver femte kender én 

Et norsk studie fra 2019 peger på, at mellem 10 til 30 procent af befolkningen er berørt af misbrug hos en nær pårørende. 

Selvom der endnu ikke findes lignende studier i Danmark, er det ifølge Helle Lindgaard ikke urealistisk, at tallet er det samme. Er det sandt, vil det sige at knap 600.000 danskere kender en eller anden, der har et misbrug. Konservativt sat. 

–  Cirka hver femte er berørt af et misbrug, det er det tal, jeg oftest støder på i undersøgelser og forskning, både nationalt og internationalt, konkluderer Helle Lindgaard. 

Ofte bliver pårørende mødt med undren over, hvorfor de ikke bare går fra personen med misbruget. 

– Problemet er, at de ikke bare kan slippe den misbrugende part, for så ved man, at den går i hundene. 

Så der står de pårørende, mens de evige løgne tærer på tilliden. Jeg spørger psykologen, hvad man skal gøre for at genopbygge tilliden til en, der nægter at se virkeligheden i øjnene. 

Svaret kan ikke gøres kort, siger hun, men det handler blandt andet om, at se tillid som et valg. 

–  Mistro skaber afstand, og så kommer man ingen vegne. Tværtimod programmerer vi den anden til at falde i igen, hvis vi viser, at vi ikke tror, de kan komme ud af misbruget. 

Derfor ligger der et vigtigt stykke arbejde hos hele familien, når man er omgivet af negative følelser som skam, sorg og skyld. 

–  Helt hårdt vil jeg spørge: Hvad kan du bruge skam til? Hvad giver det dig af gode ting? Mit gæt er intet, pointerer Helle Lindgaard og tilføjer: 

–  Ja, der er skam, skyld, angst og sorg. Det er vi nødt til at bearbejde. Når det er gjort, er vi nødt til at se på, hvordan man kommer videre. For det er så destruktive følelser at stå i. 

I sin praksis gør hun gerne opmærksom på, hvordan de negative følelser kan bruges fremadrettet som en måde at opdyrke ansvarlighed. Her handler det om at tilgive hinanden. Det er samtidig det, de fleste stejler på. Men det nytter ikke at gå tilbage, siger hun. 

–  For så sidder man fast. 

Epilog: Hvor vi samler stumperne 

Vi er ved at være færdige, August og jeg, og vi taler om alt, det der er blevet sagt. Hvordan samler man op derfra?  

Den første nat som psykiatrisk patient var med låst dør. Han havde grædt og grædt, mens knuden i Augusts bryst lod sine tråde fylde rummet, mens de omfavnede ham i mørke. Han blev senere overført til en anden afdeling, hvor døren stod åben. Den første uge spiste han ikke meget mere end en håndfuld peanuts. 

Hans bedring gik langsomt. Først kom han ud på stuen og gik til samtaler med sin terapeut. Siden begyndte han at lægge puslespil og tale med de andre indskrevne. Han så, at de var ligesom ham; helt almindelige mennesker, der et eller andet sted på vejen mistede retningen.  

Efter halvanden måned blev han udskrevet. 

Han har mistet kontakten til drengene fra Lyngby HHX. Der er ikke nogen, der har skrevet. Ingen har spurgt, hvor han blev af. De var jo bare nogen, han festede med. Og han var kun sjov at feste med, så længe han var på. Det ser August i dag. 

Han begynder at få sit liv tilbage. Han vil være ærlig. Derfor indrømmer han, at han er faldet i et par gange. Det er sket knap tre gange, siden han blev udskrevet. På nuværende tidspunkt er der gået to måneder, siden han sidst har taget kokain. 

I mellemtiden føler han sig mere som sig selv. Det kan han mærke. Det får han at vide. Og han siger sin mening. Og tør sige, når andre tager fejl. 

Måske endnu vigtigere, ser han alle de brudpunkter og faresignaler, der pegede i retning af, hvor han endte. Isolationen. Løgnene. Den evige jagt efter det næste fix. Hvordan han lod sin knude vokse sig til et altomsluttende monster. 

For Magnus stillede hans lillebrors indlæggelse ham overfor et valg. Han har droppet kokainen, droppet kontakten til knap 15 mennesker, han festede med og konsekvent skrevet til dealerne, at han vil slettes fra listen, når de sender tilbud. 

I dag er de to brødre flyttet sammen. De træner sammen, spiser sundt og gør sig bedre sammen, fortæller han mig. Men skal han være ærlig, har han stadig svært med ordet misbruger. 

–  Du bruger ikke det ord, når du er i et miljø, hvor størstedelen tager kokain, når de er i byen. For så skal du kigge indad på dig selv. Kalder du én misbruger, er der fire fingre, der peger tilbage, erkender han. 

Det eneste, man kan give 

Fra start af gjorde Thomas og Karin det klart for August, at misbruget ikke var noget, de ville holde hemmeligt.  

Thomas indrømmer, at det er Karins fortjeneste. Han har endnu ikke oplevet, at samtalen er blevet lukket ned. Men det er heller ikke noget, han deler med alle. 

–  Det er ubehageligt. Det er et nederlag. Man føler, man har fejlet i sin opdragelse. I alt. Og det er svært at reklamere med. Men det er nødvendigt, mener han. 

Mens jeg besøger min familie, joker de om, hvad der er sket. Om hvad for en skidt karl, han er. Begge drenge er. Hvis ikke man kan gøre andet, må man forsøge at le af det. 

Psykolog Helle Lindgaard siger, at tillid er et valg. Samtidig er tillid, det sværeste at give. Den skal fortjenes, mener Karin.  

–  For mit vedkommende ser jeg spøgelser hele tiden. Jeg kan ikke lade være med at kigge på hans øjne. Lægge mærke til, hvor lang tid han er på toilettet. Spænder hans kæber. Jeg læser op på, hvad misbrug er. Det arbejder jeg rigtig meget på, fortæller hun. 

–  Det er den angst for at miste ham. For vi var tæt på at miste ham. 

Det mærker hun eftervirkningerne af nu. Hun bliver irriteret på ham. Og vred. Hade ham kan hun ikke. 

–  Tværtimod kommer der endnu mere kærlighed og omsorg. Det er det eneste, jeg har at give ham. 

Forestil dig August glad 

Mens jeg har læst op på emnet, er jeg igen og igen faldet over rådet: Vær åben og ærlig. Det samme har råd har jeg fået fra Sidsel Karsberg, Helle Lindgaard og de andre eksperter, jeg har talt med.  

Det er samtidig det sværeste, for hvordan spørger man om det? Der er nok ikke andet at sige, end at den eneste vej går igennem tillid til, at man ikke bliver afvist. Det er hårdt. 

Hårdt fordi du bliver vidne til hvordan et menneske, du kender, eller troede du kendte, står blottet. 

Og det er som et spejl, der blotter mig selv. I det ser jeg et billede af, hvordan jeg har brugt rusen til at mestre mine egne følelser og mit mindreværd. Det kommer jeg til at tage med mig. 

Men det har også vist mig, at min fætters misbrug ikke var et syndrom, men snarere et symptom på den knude, der voksede i ham. Den er han ved løsne nu, tråd for tråd. 

Jeg ser min fætter, August, en 19-årig dreng, der skal til at i gang med livet. Han er der stadig. Selvværdet er ikke i top. Men det kommer. 

Nu er han der, hvor han tør drømme om fremtiden. Det gør han hver dag. 

Om børn. To drenge. Maximillian og Hannibal. Men først når han fylder 30. Det har hans far sagt er en god alder, så det har han taget til sig. Første skridt er at sikre sig en læreplads som tømrer. Så han kan være træt, når han kommer hjem. 

Man kan nemt forestille sig, at hans største fortrydelse er alt det, han har trukket sin familie igennem. Sådan er det ikke. 

Han fortryder, at han ikke tog imod hjælp noget før, og at han ikke lyttede til sin egen krop, da han burde. Omvendt gør det ham stolt, hver eneste gang han kan lægge en urinprøve. Og den er ren. 

Jeg vender mig i sofaen og stiller et sidste spørgsmål:  

– Er du glad? 

–  Lige nu har jeg det svært, efter alt det vi har snakket om, siger han. 

– Men når jeg får det rystet af mig, og når vi om lidt tur går en tur, i det generelle billede, så ja. Jeg er sgu ret glad for tiden. Det er jeg.