Carina Berdynka er skralder. Det har hun været i otte år. Sammen med sin mand har hun været med fra begyndelsen af det danske skraldeeventyr. For Carina er det både et spørgsmål om at spare på ressourcerne og at hjælpe hinanden, når hun dykker ned i byens containere. Og så er det samtidig en billig måde at få fyldt fryseren.

Af Emil Ø. Nielsen

”Normalt går vi ikke på dem her. Det er de studerendes.” Carinas hænder går hjemmevant gennem containerens indhold. Poser med gamle kvitteringer, emballage og kasserede madvarer bliver vendt, drejet og fundet for lette. Hun rynker brynene. Hun finder ikke det, hun leder efter.

”Det har ligget her et par dage, så det lader vi ligge” siger hun og fortsætter, ”Lad os tage mod Malling, før de andre løber med alt det gode!”

”Vi var ret hurtigt med på bølgen. For det første var vi rigtig meget på røven. Men det var også tiltalende, når man så hvor meget mad, der ligger derude. Den overflod.” siger hun og fortsætter: ”Der er selvfølgelig mindre nu, fordi vi er flere om det. Det er gået hen og er blevet moderne.”

Hun sidder på passagersædet. Bag rattet sidder hendes mand. Med få ord styrer han bilen ind på parkeringspladsen bag Aldi. De stiger ud af bilen, og går over den tomme plads. Hendes øjne er målrettede. De sidste folk er ved at være færdige med dagens indkøb. Klokken er 20:30. Det er på tide at hente dagens varer.

”Klonk. Klonk.” Små hurtige bank på siden afslører, om containerne er fyldte eller ej. Giver det et hult ”DUNK”, går de to skraldere hurtigt videre. De behøver ikke engang åbne låget.

Dengang de første gang tog ud for at høste containere, boede de på Norddjurs. I starten gik de norddjurske affaldssække dog fri. I stedet tog de til Aarhus, hvor de begge oprindeligt er fra.

 ”Det var lidt tabu. Der i starten altså. Hvis nu vores børns venner så os, du ved. De skulle ikke se os; det ville være pinligt for vores børn. Men da deres venner fandt ud af, at vi skraldede, så syntes de, det var mega fedt.” husker hun.

”Klonk. Dunk.”

Hun fortsætter: ”Det var jo lidt pinligt. Det der med at rode i skraldespande: ’Er man så en taber?’ Tja, er man en taber, fordi man finder mad og spiser det?”

Fra gård til skraldespand

En skarp knitren bryder stilheden bag Fakta. Plastik i massevis bliver kastet til side, så de erfarne hænder kan komme til. Hver en broccoli, hvert et forårsløg, hver en pose mel bliver nøje og effektivt vurderet.

”Den er fin nok. Den tager vi. Der er kun et hul i posen?! Prøv at se de her æbler: Ikke engang en brun plet!”

Et hav af varer åbenbarer sig under de store låg. Frugt og grønt af alle slags. Brød – både skiveskåret og bake-off – gryn, kød, mejeriprodukter.

”Det er pinligt, at vi som forbrugere er så forkælede.” sukker hun, ”vi går ind i en butik og vil købe en kylling, men hvis butikken ikke har det, så står vi og skaber os, for vi skal bare have den kylling i dag. Det er som om, vi ikke kan tænke: ’Okay, der er udsolgt, så den står på frikadeller i stedet.’”

Hun ærgrer sig over tanken om, at butikkerne er nødt til at have et overvæld af varer for at tilfredsstille vores behov. For det har sin pris:

”I og med at der ikke bliver købt så meget hver dag, så ryger det jo i containeren. Den form for madspild gør sgu lidt ondt i hjertet: At vide at der er et dyr, der er vokset op under kummerlige forhold, og at det så bare har været spildt.”

For familien Berdynka har mødet med spildet betydet en ændring af deres egne forbrugsvaner.

”Vi handler jo også ind. Men når vi gør det, så sammensætter vi, hvad der ryger i kurven, efter hvad vi har derhjemme,” siger hun.

”Kodeordet er optimering. Vi har de her ressourcer: Hvad kan vi få ud af dem?”

Bilen smyger sig ind og ud ad de små landeveje på kanten af Aarhus. Det er ikke til at sige præcist, hvor de befinder sig. I forårsmørket kunne det være hvor som helst i Danmark. Bilen ruller ind på endnu en mørk parkeringsplads:

”Vi skal være stille her. Jeg ved ikke, hvad de synes om det derinde.” hvisker hun og peger over mod Rema, de holder bag.

”Jeg kan godt lide ideen om, at vi samler tingene op. Al den tid, der er gået med at dyrke de her ting; dyr, der er blevet fodret; arbejdet, der er puttet i de her varer, for til sidst at ende i en container. Det er en klam tanke. Et eller andet sted burde man lave en regel om, at tingene ryger i det offentlige system på en eller måde.”

Fangsten sorteres bag i bilen. Carina ser tilfreds ud. Det ser allerede godt ud. Men de er ikke færdige. Natten er ung. Bagklappen smækker og bilen sætter videre.

En verden af affald

I Danmark scorer vi højt, når det kommer til tilfredshed. Vi ligger faktisk på en pæn andenplads. De fleste føler sig trygge. Der er tillid til, at systemet fungerer. I hverdagen skal de færreste bekymre sig om at få mad på bordet. Men der er en bagside af medaljen.

Hvert år ryger enorme mængder madvarer i skralderen. En god portion falder fra i produktionsleddet, og en ikke-undseelig del bliver kasseret hos supermarkederne. Men størstedelen af det samlede madspild kommer fra de danske husholdninger.

Problemet opstår under indkøb og tilberedning. Tit købes der for stort ind, og så bliver varen glemt bagerst i køleskabet. Ifølge en rapport udgivet af Miljøstyrelsen i 2017 kommer en tredjedel af de 715.000 ton madvarer, vi smider ud årligt, fra private husstande. Det er 260.000 ton mad, der går til spilde.

Dernæst kommer detailhandelen. Her er der et tab på 163.000 ton. De seneste ti år, er der dog kommet større fokus på problemet: Priserne er blevet sænket på varer, der nærmer sig sidste salgsdato. Oprettelsen af kæden WeFood, der sælger varer, de almindelige butikker ikke længere kan sælge. Salg af mindre partier til den enkelte købmand. Alle disse tiltag har bevirket et fald, når det kommer til tab.  

Mindre madspild er god økonomi

Mellem de endeløse varereoler finder man Kaj Aakjær. Han er varehuschef for Kvickly i Åbyhøj: En af Danmarks største af sin slags. Hver dag er han i berøring med spildet.

I samarbejde med sine ansatte tjekker han dagligt op på mængden af varer. Med en scanner fodres et elektronisk system med data, hvorefter nye partier bestilles hjem. Det suppleres selvfølgelig med den manuelle menneskelige vurdering af, hvad forbrugerne mon nu er ude efter.

Spild er en uundgåelig del af købmandens hverdag, men for Kaj er det lidt af en mærkesag at mindske mængden af varer, der må gå til grunde.

”Det er jo klart, at det er god økonomi – ikke kun samfundsmæssigt – men også for den enkelte købmand. Det er god fornuft at få en lille smule fremfor nul.”

“Man kan sætte det sådan her op: Hver eneste gang vi får noget for en vare i stedet for at kassere den, så bliver vi alt andet lige dét rigere.” siger han med et glimt i øjet og tager en tår af sin kaffe.

”Det er vores ansvar at få varen solgt. Derfor sørger vi for at tjekke op på datomærkningen af varerne og sat en nedsat pris på, når udløbsdatoen nærmer sig. Og det er klart, at fra købmandens side skal der ikke være for meget i den kurv, men vi får også skæld ud, hvis ikke der er noget i datovarekassen.”

Tit kommer spildet fra det brede udvalg af varer. Kritikken lyder fra skralderens side, at man kunne starte med snævre sortimentet ind. Kaj er dog bange for, at det vil skade hans forretning.

”Der kan jeg godt være lidt bange for, at konkurrenceevnen går lidt fløjten. I dag er det vigtigste jo, at vi har et bredt og spændende sortiment. Så kan man jo sige: ’Behøver vi have 25 forskellige slags ketchup?’”

“Personligt kunne jeg nok godt handle her uden så mange valgmuligheder.” siger han og fortsætter, ”Men det er mange gange de markedsvilkår, vi ligger under for. Konkurrenterne på den anden side af vejen har også et meget bredt sortiment af marmelade.”

Han kan godt forstå skralderne, selvom han ikke kunne finde på at hoppe på affaldet selv.

”Jeg tænker mest på, hvad der sker i mellemtiden, inden det bliver samlet op. Der er ret mange skadedyr omkring sådanne nogle containere. Det er jo ikke ligefrem så hygiejnisk. Jeg tror nu ikke, jeg turde selv.” siger han og griner.

Selvom han ikke selv har været i kontakt med skraldermiljøet, er han ikke afvisende overfor at snakke med dem omkring, hvordan det uundgåelige spild eventuelt kunne fordeles.

Klor, kødsaft og lim i låsen

Det er ikke alle, der deler Kajs sympati. En hurtig søgning viser hurtigt et billede af en underliggende konflikt. Klippede kæder. Madvarer der er blevet overhældt med klor eller kødsaft. Købmænd, der klager over rodet, skralderne efterlader sig. Alt sammen peger det på, at det ikke altid går lige gnidningsfrit.

Ifølge Carina er det ikke taget ud af den blå luft.

Hun husker engang, hun blev forskrækket af en talende affaldscontainer. ”Godaften!” Sagde den. Inde bag låget sad en gammel hvidskægget herre, der selv var ude og skralde. Det var dengang, skralderiet var knap så udbredt.

Han fortalte, at han tit, når oplevede, at der var lås på skraldespandene, kunne finde på at give låsen en klat lim, så nøglen ikke kunne gå. I hans optik var det noget svineri at forhindre folk i at komme til alle de gode varer.

Hun bifalder ikke den fremgangsmåde, men hun forstår godt ræsonnementet.

”Selvfølgelig skal man ikke klippe låse op eller lime dem. Jeg kunne ikke selv finde på det, men jeg kan godt forstå, at der er nogen, der kan. Der er lidt Robin Hood over det.”

Fællesskabet i Nåleparken

Bagsmækken står åben, og den voksende mængde skrald bliver sorteret endnu en gang. Carina og hendes mand har lagt bagsædet ned, så der er plads til det hele. Solen er for længst gået ned. Et sted i mørket kvidrer en solsort en sidste gang, før den går til ro.

 ”Når man starter som skralder, så hamstrer man helt vildt. Men på et tidspunkt begynder man at dele. Man kender nogen, der kender nogen, der mangler mad, og så hjælper man.” forklarer Carina, mens hun sætter sig til rette på passagersædet.

De har længe delt ud af deres overskud, og gør det stadig. De er en del af flere uofficielle netværk, der rækker en hjælpende hånd til folk, der har det svært i livet. I den forbindelse oplever hun en del velvilje fra forretningernes side. Grundet regler om fødevaresikkerhed, kan de ikke bare dele varerne ud. Men som hun forklarer, er der måder at komme omkring det på.

”Butikkerne omgår også de her regler for at hjælpe folk. De kan godt finde på at sige: ’Okay, der står paller udenfor vores hegn, og jeg tjekker aldrig vores kameraer, medmindre der er sket noget. De ved jo godt, at der bliver sagt, at vi ikke har fattigdom i Danmark. Men det har vi.”

Bilen styrer tilbage mod Aarhus C. Ned ad Jægergårdsgade til området kendt som ”Nåleparken”. Her holder byens hjemløse til. Hernede finder du Fællesskabet, og her bliver en del af nattens høst sat af.

Fællesskabet er et initiativ søsat af Skraldecaféen. Gemt væk under et halvtag står to køleskabe. De er dækket med sedler, der takker for omtanken. Og her kan byens hjemløse komme forbi og hente madvarer, så de slipper for at gå sultne i seng den dag.

Som hun siger, så er de hjemløse kreative, når det kommer til madlavningen. Samtidig mener hun, at vi kunne lære noget af dem.

”Mange af de her varer fejler ingenting og kan stadig bruges,” siger hun, ”Er du i tvivl, så brug din sunde fornuft, før du putter tingene i munden.”

Aarhus-ruten er færdig. 23 stop blev det til. Men Carina og hendes mand skal videre. De skal forbi nogle forretninger på Norddjurs, før de stempler ud. Mens Aarhus sover, forlader de byen for at finde nye jagtmarker. Bagsæderne er blevet lagt ned.